lørdag den 23. maj 2015

Lilly elsker at kravle i træer.

Jeg er medlem af facebook gruppen CAL - garn og hobby hvor man kan følge en Mystery CAL. Jeg har været med længe, men det er første gang at jeg har lavet tingen færdig, samtidig med at opskrifterne blev frigivet. Det er blevet til den dejlige Lilly som elsker at kravle i træer.

Hvis nogen ikke ved hvad en CAL er, så kommer forklaringen her: CAL står for Crochet a long, altså at hækle med hen af vejen, man ved fra starten af ikke hvad man skal hækle, men får en materiale liste, nogle gange er enkelte farver fastlangt og man kan så selv bestemme resten og andre gange kan man selv vælge alle farverne.

Når CALén så starter, så får man en lille del af opskriften løbende, om det bliver en hver dag eller en gang om ugen kommer an på hvad udbyderen har besluttet.
Det sjove er så at man ikke må vise hvad man laver, før CAL´en er færdig, man kan spørge til råds men må ikke vise noget af det man laver.

Det er super sjovt at se alle de forskelligheder der kommer ud af en enkelt opskrift.

Her har I så min skønne Lilly













torsdag den 14. maj 2015

Jeg ser en lyserød elefant

Jeg måtte bare lave denne skønne elefant  fra Lityfa , jeg har længe gået og luret på den, men nu bød lejligheden sig. En bekendt af mig, som bare elsker elefanter har fødselsdag og hvad andet kan man give som en lille opmærksomhed, selv om der ikke bliver holdt nogen fest, end denne skønne elefant ?

Jeg har hæklet den i Bumbo Cotton mix, på nål 3, der er brugt under 50 g.
Øjnene er  små blå knapper.
Stødtænderne er lavet lidt anderledes end i opskriften, jeg har lavet dem som halen laves, men bare taget ud en enkelt gang.
Højden er 10 cm og længden er 16 cm.

Det er absolut ikke sidste gang jeg laver den. Det tog mig to aftner at lave den.






JEG VIL UD 



onsdag den 13. maj 2015

Pung, strikket og filtet

Jeg skulle have brugt resten af mit Soyagarn og lagde derfor hovedet i blød en dags tid eller to.
Jeg kom i tanke om at jeg på et tidspunkt havde set den sødeste strikkede og filtede pung. Jeg fandt hurtigt opskriften igen, HER  fik printet ud og gik igang, men ak og ve, jeg havde selvfølgeligt ikke garn nok, manglede ca. 10 gram.

Jeg søgte garnet i en Facebook gruppe som hedder Køb/salg og bytte fra strikkekurven og fik heldigvis hurtig hjælp.

Pungen er nem og hurtig at strikke, den er strikket  i retmasker, tror det hedder rillestrik, at sy den sammen gav heller ingen problemer. Den fik en tur på kort program i vaskemaskinen, sammen med et par hoppebolde, på 40 grader. Garnet skal være 100 % uld, ikke superwash da det ikke er egnet til at filte, eller andet garn hvorpå der står at det er egnet til filtning.

Målene før filtning var 24 cm i højden og 22 cm i bredden, efter filtning er pungen 16 cm i højden og 15 cm i bredden.

Husk at lukke af ved at tage en maske over den anden og ikke ved at strikke to masker sammen, da dette vil blive for stramt og giver en grim kant.

Pungen er sat til salg i min AmioAmio butik.












fredag den 8. maj 2015

Opdate på Soyagarn fra Netto

Nu har jeg endelig taget mig sammen til at bruge mit Soyagarn og blive færdig med den cardigan jeg startede på for over et år siden, helt præcist januar 2014.

Da jeg blev færdig med min Plissejakke, bestemte jeg mig for at der skulle laves mindst en UFO færdig inden jeg startede op på et nyt projekt, det har jeg så holdt og skal til at finde ud af hvilket nyt projekt jeg skal i gang med. Tror det bliver hæklede blomster til min niece´s trøje, som hun meget gerne vil have mig til at lave.

I kan læse mit første indlæg om dette garn HER.

Opskriften er fra Drops 65-9

Jeg skrev godt nok i det første indlæg, at farverne i farve 1 og 3 ikke lå så langt fra hinanden, men da jeg så først kom til at hækle af dem begge, er der alligevel en stor forskel, men jeg synes ikke det gør noget at blande dem. Jeg skrev også at jeg havde 10 nøgle ialt, men efterfølgende købte jeg endnu  et nøgle af farve 3 og det var godt, ellers havde jeg ikke haft nok. Har brugt knap 11 nøgler  ialt.

Nogle ting jeg har lært mens jeg har lavet den her cardigan er:
Det kan godt betale sig at lave en hækleprøve, samt bruge tid på at regne ud hvor mange meter garn der skal bruges til et stykke arbejde, inden man går i gang. Den tid er givet godt ud i sidste ende, så man ikke ender op med at mangle garn til at færdiggøre sit arbejde, eller have alt for meget.

Det er en god ide at prøve arbejdet løbende, især ærmerne. Jeg havde næsten lavet begge ærmer færdige da jeg lige skulle prøve et af dem, for at se om længden passede og fandt dermed ud af at det var for stramt. Der var ikke andet at gøre end at trævle op og starte forfra. øv øv øv.

Jeg synes resultatet er blevet super godt,  jeg er især vild med ryggen, synes de seks midterste ruder giver et godt udtryk.

Da jeg har garn til at ligge til to cardigans mere sætter jeg den her til salg i min AmioAmio butik. I kan finde et link til denne til højre her på siden. ER SOLGT, men der er kunne jo være andet interessant til salg, så tag da et kik rundt i butikken alligevel.







Tror det skal gøres sådan her, prøver det i hvert fald. 

Inden ærmerne hækles på




Øv øv et ærme trævlet op, så mangler det et, surt arbejde.