onsdag den 27. august 2014

Håndklæde til køkkenet

Som nævnt i mit indlæg om min kæmpe grydelap ( den kan I læse om HER ) så lovede jeg min datter at hækle et køkken håndklæde i samme farver, til hende.

Jeg valgte Trekanmønsteret fra min dejlige bog: Hæklerens store teknik- og mønsterbog.
Jeg brugte Paris fra Drops, Farve nr. 06 (ca. 125g) og farve nr. 33 ( ca. 50g)
Garnet finder i HER

Jeg har taget et billede af grydelap og håndklæde sammen, så har I måske en lille fornemmelse af hvor stor den grydelap blev.

Jeg har gjort følgende:

DIY: Hæklet håndklæde

4stgmsm = 4 ufærdige stangmasker hæklet sammen ( dvs. man hækler 1. stgm men stopper når der er 2 løkker tilbage på nålen, så starter man på 2. stgm, men stopper også her inden den er færdig, nu er der 3 løkker på nålen, dette gøres ialt 4 gang og tilsidst trækkes garnet igennem alle løkkerne på nålen) der hækles KKE i samme maske fra forrige række, men hver stgm i hver sin maske. 

Hækl løst 44 luftmasker

1. rk: 1 fm i 4. lm fra nålen, *3 lm, 4 stgmsm, 1 lm, 1 fm i næste lm* gentag fra * til * rækken ud, vend

2. rk: 5 lm, 1 fm i første stgm gruppe, * 3 lm, 4 stgmsm om næste lm-bue, 1 lm, 1 fm i næste stgm gruppe* gentag fra * til * men i stedet for 1 fm, sluttes der med en stgm i den sidste fm, vend

3. rk: 1 lm, 1 fm i den første stgm gruppe, * 3 lm, 4 stgmsm om næste lm-bue, 1 lm, 1 fm i næste stgm gruppe* gentag fra * til * afslut med en fm om lm-buen i begyndelsen ( de første 5 lm der blev lavet i sidste række) vend.

Gentag række 2 og 3 indtil du har det ønskede mål. 

Jeg lavede 2 rk med farve 33 og derefter  8 rk med farve 06, dette mønster gentog jeg 3 gange og sluttede så af med 2 rk med farve 33.
Normalt hækler jeg enderne med ved farveskift, men det syntes jeg ikke blev pænt ved det her mønster, så måtte bide i det sure æble og hæfte en masse ender bagefter.

Lav en strop ved at hæfte garnet midt på håndklædet, lav 15 - 20 lm, alt efter hvor lang du vil have den, lav en lm om håndklædet, ved siden af den maske du startede med, vend og lav en km i hver lm.

Målene på mit håndklæde blev  28x37 cm.



åhh så mange ender der skal hæftes.


Bare til sammenligning










En kæmpe grydelap.

Nu har jeg lavet min første grydelap. Jeg forelskede mig i de Hotte grydelapper fra Garn Grammatik, med bobler. Opskriften kan i finde HER
Det er ikke kun mit første forsøg med grydelapper, men også med bobler. I opskriften står der ikke hvor mange stgm hun har brugt til hver boble, men jeg har brug fire til mine.

Jeg havde noget Drops Paris liggende som jeg valgte at bruge til det her projekt, det er noget tykkere end det der er brugt i opskriften, men da der ikke var en hæklefasthed eller mål på det endelige resultat, gik jeg glad igang. Det resulterede i en KÆMPE STOR GRYDELAP. Men intet er lavet forgæves, man kan nemlig bare nøjes med at bruge den ene. Den er også blevet noget tyk, da jeg har lagt Termovat ( købt i stof2000) imellem, jeg ville oprindeligt havde haft et dobbelt lag i, men det blev altså for tykt.

Målet på min færdige grydelap blev. 26x29 cm ( Jeg har haft skrevet til Louise på Garn Grammatik og hendes mål er 19x19cm, hvilket der er blevet skrevet ind på opskriften). Jeg synes ikke at min kant blev pæn når jeg kun hæklede en Picotkant, derfor hæklede jeg først en fm kant og derefter en Picotkant.

Det er en nem opskrift, men man skal være omhyggelig med at få hæklet alle maskerne på omgangen efter boblerne, jeg tæller selv hver gange, for har haft sprunget over nogle et par gange og jeg kan ikke fordrage at pille op.

Jeg har for år tilbage strikket rigtigt meget i Paris, men aldrig hæklet i det og det er jeg nu heller ikke sikker på at jeg gør igen, det skiller rigtigt meget, hold da op man skal være opmærksom på at få alle trådene med. I kan forhåbentligt se hvad jeg mener på et af billederne.

Jeg brugte 150g Paris farve nr.33 og ca. 25g Paris farve nr.06
Garnet kan I finde HER

Tøzen ville gerne have et håndklæde i samme farver, men med mest pink, så det lavede jeg selvfølgeligt til hende.
 Det kan i læse om i et andet indlæg HER







Termovat tilklippes, det blev dog kun til et enkelt lag.
Jeg er ikke helt tilfreds med kanten, så det blev en ommer. 


Så er der lidt hold på de 2 lag der skal hækles sammen


Her sammen med en grydelap, min mor har lavet. 

Her kan I se hvordan garnet skiller og at jeg ikke har fået løkken igennem alle trådene.


søndag den 24. august 2014

Crocodile stitch til voksne

Jeg er blevet spurgt om jeg vil lave mine Crocodile Stitch futsko i en rød str. 39, og ja selvfølgeligt vil jeg det.

Jeg har lavet lidt om på sålen, den er blevet lavet længere end i opskriften, da jeg synes den var for kort, og så har jeg lavet dobbelt bund, dvs. jeg har hæklet fire bunde, hæklet dem sammen to og to med en stofbund imellem. Efter at have hæklet dem sammen, har jeg syet bunden på kryds og tværs, så stoffet bliver liggende fladt  imellem bundene, det ville være ærgerligt hvis det kommet til at krølle imellem de to hæklede bunde.

Garnet jeg har brugt er noget der hedder DECO, 80% Akryl og 20% uld, 50g = 112 m. P 3½ - 4 og 21m = 10 Cm , pris 17,50 pr. nøgle. Ikke et garn jeg er helt vild med, da jeg synes der er for meget akryl i det, men det er slidstærkt og til en rimelig pris.

Opskriften kan I købe HER
Jeg har lavet et indlæg med links til hjælp, bla. til oversættelse fra engelsk til dansk, den kan I finde HER








Jeg brugte en sål fra en sko, til at måle om den hæklede sål ville komme til at passe.


Havde en rest tykt lærrede som var perfekt til sål.




Da de ikke var til mig selv, sendte jeg et billede, så hun selv kunne bestemme knappen.


fredag den 22. august 2014

En buksedragt var ikke nok

Som I måske har læst i et par af mine tidligere indlæg, så har jeg syet en buksedragt til min datter, eller kan I læse om det HER  og  HER, denne dragt var så stor en succes at hun gerne ville have nogle flere, så fluks gik vi i Stof & Stil for at købe stof m.m. Hun havde fødselsdag, aftalen var at hun selv skulle bestemme hvad hun ville have i gave og vi sammen gik ud og købte det, hun valgte altså at hendes fødselsdagsgave i år, skulle bestå af 3 buksedragter, syet af hende mor. Mor her er stolt, for har ikke fået lov til at sy til hende,siden hun var 5 - 6 år.

Da vi gik ind i forretningen var jeg ganske optimistisk og var ganske overbevist om at jeg kunne huske hvor meget stof vi købte sidste gang. Det kunne jeg åbenbart ikke, for da jeg kom hjem og fik lagt mønsteret på, var det godt nok noget af et pusle arbejde at få stof nok. Det betød at der IKKE kunne komme lommer i den lilla kortbenede buksedragt. Ikke nok med at jeg ikke kunne huske hvor meget stof jeg skulle købe, så havde jeg også glemt at tage højde for at det lilla stof ikke var så bredt som det jeg havde brugt tidligere, og lynlås længden var 30 cm, jeg havde købt en 25 cm.

Jeg kom så i yderligere vanskeligheder da jeg skulle sy halsbelægningen på, JEG HAVDE KLIPPET DEN FOR KORT !!!. Gode råd var dyre og jeg priste mig lykkelig over at jeg IKKE havde smidt, stofstumperne væk. Jeg fandt et par stumper der var store nok, til at jeg kunne klippe en ny halsbelægning, dog med samling midt for, hvor den skulle have været lagt til fold, og slet slet ikke i trådretning.
Linningen blev klippet helt ude ved kanten, så hip hip hurra for min overlock, der kunne fiksere den flossede kant.

Men færdig blev den og jeg er MEGET tilfreds med det færdige resultat. Lad os håbe at Tøzen ( det er min datters kælenavn) også er tilfreds og at vi får lidt mere sommer, så hun kan komme til at bruge den et par gange.

Nu skal jeg bare igang med de to næste og så skal der gå længe inden jeg skal sy buksedragt igen.

Min svigerdatter har spurgt om jeg vil sy en jakke til Bobby Olsen, (mit firbenede barnebarn, som er en fransk Buldog). Ham kan I se HER hvor jeg har lavet et indlæg om en hundekurv jeg har hæklet til ham


Øv øv øv halsbelægning er lige 2 cm for kort i hver side, ved ikke lige hvad jeg tænke på da jeg klippede.

Et lykketræf at jeg ikke havde smidt de få stof rester ud, der var lige til en ny halsbelægning

Stykket til linningen, blev klippet helt ude ved kanten

Stof til de næste to buksedragter, lidt tungere stof en til de tidligere.

Det færdige resultat



mandag den 18. august 2014

Endnu et par Crocodile Stitch Baby Booties blev færdige

En af mine kollegaer skal være mormor igen, hun ville gerne have et par af mine Baby booties, som hun kan give i barsels gave. Da hun ikke ved hvilket køn barnet har, ville hun gerne have i neutral farve. Jeg købte et bundt Fabel long print, farve 651, fra Drops.
Jeg har jo tidligere haft problemer med at få støvlerne ens i farven, fordi farveskiftene i garnet har drillet mig lidt, men med Drops Fabel long print, har jeg løst det problemet.

 I kan se hvilke farver der er i Drops Fabel HER

Opskriften på støvlerne kan I finde HER

I kan finde links til hjælp med engelske opskrifter i et af mine tidligere indlæg HER

Der går ikke et helt bundt til et par baby støvler, så jeg lavede også lige en suttesnor til, håber hun så også har lyst til at barnebarnet skal have den, ellers må jeg jo finde en anden der har.

DIY:
Sutte-snoren lavede jeg således:

1. række:7 fastmasker omkring klipsen
2. række: 1 lm, 7 fm
3. række: 2 lm, 7 hstm
Gentag række 3, til den ønskede længde (max. 22 cm)
hækl 8 - 10 lm og derefter en km i modsatte side
hækl fm i hver lm, hæft.